Banjo Kaj

Det var lidt småkoldt, vi sad lidt og skuttede os Banjo Kaj og jeg, medens vi sad ude agter og nød en enkelt pilsner. Stedet var popen,  populær betegnelse for det agterste på et skib. Den eneste lyd der hørtes var maskinens monotone dunken, og larmen fra skruen der piskede vandet op bag os. Banjo Kaj og jeg var påmønstrede i går i Rotterdam og eftersom vi var uden midler efter et par måneder i land, var det en hel befrielse at stå til søs igen. Godt klatøjede efter det store afskedsparty i går på Scandia bar, et værtshus i det berygtede Katendrecht, sad vi nu her for at pleje vores tømmermænd.
  Jeg sad i mine egne tanker og morede mig over B.K.s entre på frishippingen i går. Frishippingen er et stort lokale med en hel masse kontorer hele vejen rundt. Udenfor på dørene står der så agentur for British wessels, German wessels, Scandinavien wessels og mange andre. Vi havde været en tur på Guldfisken, en bar hvor der kommer en del Skandinaviske søfolk, før vi skulle ned på frishippingen for at underskrive hyrekontrakten. Den store sal summede af liv, da vi entrede foretagendet. Der var som altid stopfyldt med negre og farvede men ikke en eneste europæer at se. B.K. styrede direkte med fremstrakt hånd over mod en stor hvid albinoneger, medens han udtalte de famøse ord: Dr. Livingstone I presume? Under andre omstændigheder og med et andet publikum havde det sikkert udløst vild jubel. Men stilheden var larmende og forandringen fra sømand til lirekassemand var tæt på at blive en realitet. Vi fik hurtigt ordnet vores ting. Vi forlod forhyringen i en fart og var klar til nye eventyr i det fjerne.
  Jeg blev brat vækket ud af mine tanker, da en barsk stemme lød: Tikaffe det afholder vi kl.10 og ikke halve timer før. Det var vores nye 1.mester der holdt et mindre foredrag om tikaffens indskrænkede udstrækning. Hvad laver De så her hr. 1.mester? Kom det prompte fra B.K., medens han tog en tår øl af sit medbragte ølglas og kiggede ligegyldigt på 1.mester. B.K. drak altid øl af glas, medens han strittede med lillefingeren. B.K. var fra et hjem med piano. Faktisk var han søn af Fyrst von Hildenburg af Holsteinsburg, som han yndede at udtale sig som. I hans pas stod der Kaj Viggo Olsen med hjemsted i Søllerød. Men som han sagde, jeg  rejser inkognito for ikke at skabe opmærksomhed. Banjo Kaj var en lille mand  omkring de 1.65 med et fregnet ansigt og et kraftigt  strittende gulerodsfarvet hår,  med en ualmindelig overdreven form for arrogance og høflighed. Denne form for høflighed som nogle måske ville  kunne forveksle med flabethed, kunne til tider være optakten til et par øretæver. Det var totalt uforståeligt for B.K., der som han sagde, var opdraget i adelens ånd. B.k.s  svar kom totalt bag på 1.mester, der ude af sig selv i raseri påkaldte alverdens onde ånder.  B.K. der, som han sagde, ikke havde hørt mage til eder i hele hans royale liv, rynkede den fyrstelige næse og ud